Personlig udvikling


Temadage og personlige udviklingsuger
På temadagene arbejder vi intensivt med personlig udvikling.

Det centrale er, at eleverne får mulighed for at blive bevidste om, tage stilling til og bearbejde omstændighederne i deres liv. Vi veksler mellem grupper, plenum og individuelt arbejde.

At være sammen

At være sammen med andre og dele de områder af livet, giver efter vores erfaring vækst. Som misbruger har man ofte ikke fået lært at være sammen med andre uden misbrug. Her er livet i en gruppe meget værdifuldt og kan give nogle nye, sundere og mere nærende vaner. Samtidig skaber denne samværsform en dyb følelse af at høre til gruppen og en gensidig forståelse og opbakning eleverne imellem.

Fra destruktiv til konstruktiv

Målet ved temadagene/-ugerne er, at forandre misbrugerens adfærd fra at være destruktiv og ødelæggende til at være konstruktiv og opbyggende.

På Hjulsøgård mener vi, at menneskets personlighed er sammensat af mange forskellige dele. Der arbejdes i dybden med alle dele af personen for at alle dele bliver set og for at forbedre det personlige lederskab.

Vi søger at skabe en samværsform, hvor livet får lov til at udfolde sig, og hvor hver enkelt finder sit rette leje og sin måde at være på. Vi har nogle overordnede emner, der efter vor personlige og faglige erfaring giver mening:

  • Lederskabets psykologi – om at få styr på sit liv og bestemme selv.
  • Tilbagefaldsforebyggelse – tidlige advarselstegn.
  • Betingelser for livskvalitet.
  • Misbruger- og cleanidentitet.
  • Samtale og kommunikation.
  • Behovene - livets byggesten.
  • Nydelse og livsglæde.
  • Vold og vrede og uopfyldte behov.
  • Projektioner - en vej til selverkendelse.
  • Målsætninger - hvad vil jeg med mit liv - her-og-nu - og i fremtiden.
  • Parlivets psykologi - at kunne leve sammen og blive tilfreds.
  • Løgnens labyrinter - om hvordan man har lært at snyde og være korrupt for at overleve.

Temauge kan også være en ”aktivuge”. Det er en uge med fysisk aktivitet. Kanoture, klatreture, skiferie, vandreture og andet. Turene ledes af erfarne instruktører. Formålet med aktivugen er bl.a.; at få nogle oplevelser til ”det gode liv”. Desuden afprøves og flyttes de personlige grænser, dels i forholdet til en selv, dels i forholdet til andre mennesker.